Licensbetingelser

1. Indledning

1.1. Disse generelle vilkår samt øvrige abonnementsspecifikke vilkår (tilsammen ”Aftalen”) regulerer virksomhedens (”Licenstager”) brug af en af CarBuddii A/S, CVR-nr. 37510750, (”Licensgiver”) udviklet Applikation, der muliggør Licenstagers varetagelse af lead management, køresedler og udlejningskontrakter af motoriserede køretøjer (”Applikationen”) i digital form.

1.2. Applikationen udbydes modulbaseret (Moduler), hvorved Licenstager kan tilkøbe deladgang til funktionalitet i Applikationen.

2. Licensbetingelser

2.1. Licensgiver tildeler hermed Licenstager en royaltybærende, ikke-eksklusiv, tidsbegrænset, ikke-sublicensbar (i henhold til pkt. 2), ikke-overdragelig licens til at anvende Applikationen til brug i de filialer igennem hvilke Licenstager driver sin virksomhed.

2.2. Licenstager er berettiget til at oprette filialer og medarbejdere (Brugere) som brugere af Applikationen. Alene oprettede Brugere er berettiget til at anvende Applikationen i henhold til Aftalen.

2.3. Licenstager indestår for, at dennes Brugere ikke i) anvender Applikationen i strid med vilkårene i Aftalen, ii) indtaster, uploader eller på anden vis overfører materiale, herunder data, tekst, grafik eller billeder, i strid med lovgivningen eller tredjemands rettigheder, eller iii) kopierer, modificerer, ændrer, bearbejder, dekompilerer eller foretager reverse engineering af Applikationen, medmindre retten hertil måtte følge af ufravigelige lovregler samt iiii) at Brugerne ikke giver tredjemand adgang til Applikationen.

2.4. Licenstager indestår endvidere for, at Applikationen alene anvendes i overensstemmelse med den af Licensgiver udarbejdede instruktion, og at de oplysninger, der indtastes i enhver henseende er korrekte, herunder alle relevante data om enkelte personer (“Slutkunder”). Slutkunder skal oplyses om vilkår for eventuel videregivelse af oplysninger til Licensgiver samt øvrige 3. parter.

2.5. Aftalen medfører ingen overdragelse af immaterielle rettigheder til Licenstager. Licensgiver (eller dennes licensgivere) bevarer alle rettigheder til Applikationen, herunder, men ikke begrænset til, dennes kildekode samt tekst, musik, lyd, billeder, grafik og video.

3. Licens og betaling

3.1. Licenstager skal for Applikationen betale Licensgiver en månedlig licens (”Licensbetalingen”) på kr. XXXXX eksklusive moms pr. måned pr. filial, der i hele, eller dele af, den pågældende måned har haft adgang til Applikationen i henhold til pkt. 2.1. Øvrige Moduler og Brugere kan tilkøbes særskilt pr. filial, ligesom ekstra filialer kan tilkøbes.

3.2. Licenserne betales kvartalsvist forud. Betalingsbetingelserne er netto 8 dage fra fakturadato. Betaling påbegyndes ved accept af nærværende Aftale.

3.3. Licensgiver yder omkostningsfri support til instruktion af Brugerne i forbindelse med indførelsen af Applikationen.

3.4. Licensgiver er berettiget til at regulere Licensbetalingen i henhold til pkt. 3.1 med 3 måneders skriftligt varsel til Licenstager. Kan Licenstager ikke acceptere reguleringen af Licensbetalingen er denne berettiget til at opsige Aftalen med virkning fra den dato, hvor reguleringen træder i kraft.

4. Data

4.1. Licenstager er dataansvarlig og Licensgiver er databehandler for så vidt angår de personoplysninger, der indtastes i eller på anden måde tilgår Applikationen.

4.2. Licenstager indestår for, at enhver filial, der oprettes i henhold til pkt. 2, tilgår Licensgivers databehandleraftale forinden brug af Applikationen påbegyndes. Licensgiver tilbyder, at den administrerende Bruger pr. filial ved oprettelsen i Applikationen kan godkende databehandleraftalen.

4.3. Licensgiver indestår som databehandler for overholdelsen af de indgåede databehandleraftaler samt overholdelse af databeskyttelseslovgivningen. Der henvises til Licensgivers særskilte databehandleraftale, som vedlægges som bilag 1. Databehandleraftalen, inkl. bilag, har forrang i forhold til alle aftaler mellem Parterne.

4.4 Licenstager er berettiget til at overføre og anvende data indsamlet gennem Applikationen til egne systemer. Desuden er Licenstager berettiget til at overføre og anvende data, der muliggør at Licenstager kan foretage opfølgning overfor Slutkunderne, forudsat at disse via Applikationen har givet sit samtykke hertil (”Opfølgningssamtykke”).

4.5. Slutkunden kan i Applikationen gives mulighed for at give samtykke til, at den om Slutkundens indtastede data videregives til Licenstagers samarbejdspartnere med henblik på at modtage markedsføring. Licenstager er berettiget til at videregive denne data til Licenstagers samarbejdspartnere, forudsat at Slutkunden har givet samtykke hertil.

5.Ansvar

5.1. Applikationen stilles til rådighed, som den er og forefindes på tidspunktet for Aftalens indgåelse med de eventuelle opdateringer og ændringer, som Licensgiver eventuelt måtte stille til rådighed.

5.2. Licensgiver forbeholder sig ret til uden ansvar midlertidigt at afbryde for adgangen til Applikationen med eller uden varsel, hvis omstændigheder, der er kritiske for driften af Applikationen eller på anden måde kritiske for Licensgivers forretningsmæssige interesser, nødvendiggør dette. Licensgiver er forpligtet til at gøre sit yderste for, at forebygge sådanne afbrydelser samt at sikre, at afbrydelsen bliver så kortvarig som muligt.

5.3. Licensgiver vedligeholder og udvikler løbende på Applikationen. Licenstager vil få adgang til opdateringer i det omfang, som Licensgiver måtte udvikle og frigive sådanne, såfremt at Licenstagers licens er omfattet heraf. Licensgiver er til enhver tid berettiget til at foretage tekniske ændringer på Applikationen, som af Licensgiver findes hensigtsmæssige. Licensgiver vil tilstræbe at begrænse de gener, som sådanne omlægninger og ændringer måtte påføre Licenstager og under tilstræbelse af højest mulig driftsstabilitet.

5.4. Licenstager bærer risikoen for egen hardware og tekniske forhold. Det påhviler til enhver tid Licenstager at sikre sig, at systemkrav er opfyldt med henblik på at kunne anvende Applikationen tilfredsstillende.

5.5. En parts ansvar under eller i medfør af Aftalen kan i intet tilfælde overstige den samlede Licensbetaling i de 12 måneder forud for den ansvarspådragende hændelse.

5.6. Licensgiver er i intet tilfælde ansvarlig for direkte eller indirekte tab, herunder tab af omsætning, mistet fortjeneste eller besparelse eller tab af goodwill eller omdømme, som følge af Licenstagers brug af Applikationen.

6.Ikrafttræden og opsigelse

6.1. Aftalen træder i kraft ved dens underskrivelse af begge parter og løber indtil den opsiges i henhold til pkt. 2.

6.2. Licenstager og Licensgiver er berettiget til skriftligt at opsige Aftalen med minimum 1 måneds varsel til udgangen af et kvartal.

7. Misligholdelse

7.1. Uanset punkt 6.1 og 6.2 kan en Part ved skriftlig meddelelse til den anden part ophæve Aftalen uden yderlig varsel og med øjeblikkelig virkning, hvis den anden Part misligholder sine forpligtelser i henhold til Aftalen.

7.2. Som væsentlig misligholdelse betragtes blandt andet forsinket betaling, Licenstagers anmeldelse af betalingsstandsning eller konkurs samt enhver uretmæssig anvendelse af Applikationen.

7.3. Licensgiver forbeholder sig ret til efter eget skøn og uden ansvar midlertidigt at afbryde for adgangen til Applikationen med eller uden varsel, herunder eksempelvis i tilfælde af at Licensgiver får mistanke om at Applikationen anvendes i strid med Aftalen.

8. Force Majeure

8.1. En Part er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til Aftalen, hvis det kan godtgøres, at den manglende opfyldelse skyldes en begivenhed, der er uden for den af pågældende parts kontrol (Force majeure), herunder eksempelvis i tilfælde af krig, naturkatastrofer, terrorangreb, sabotage eller brand.

9. Hemmeligholdelse og fortrolighed

9.1. En part (“Modtagende Part”) må ikke videregive oplysninger (uanset disses form) modtaget af eller på vegne af den anden part (“Videregivende Part”) op til eller efter indgåelse af Aftalen, såfremt oplysningerne er anført at være fortrolige, eller som følge af deres natur tydeligvis må anses for fortrolige (“Fortrolige Oplysninger”), medmindre: i) videregivelse kræves for at en person, der arbejder for den Modtagende Part kan opfylde sine forpligtelser i henhold til Aftalen (men kun i det omfang videregivelsen er nødvendig for at den pågældende kan udføre sit arbejde, og forudsat at den Modtagende Part opfylder sin pligt til at sikre, at sådanne personer er bevidste om og accepterer deres forpligtelser om fortrolighed); eller ii) videregivelse kræves i henhold til lov (forudsat at den Videregivende Part uden ugrundet ophold, og så vidt muligt forinden videregivelsen finder sted, meddeler den anden part, hvilke oplysninger der skal videregives og til hvilket formål, samt træffer enhver rimelig foranstaltning for at undgå og begrænse en sådan videregivelse).

9.2. Enhver videregivelse af Fortrolige Oplysninger, der tillades under pkt. 1, skal ske fortroligt og kun i det omfang personerne, som oplysningerne videregives til, har brug for at kende dem for at opfylde deres forpligtelser. Den Modtagende Part skal sikre, at sådanne personer er bevidste om og accepterer at holde de pågældende oplysninger fortrolige.

9.3. Hver af parterne må udelukkende anvende de Fortrolige Oplysninger med henblik på at opfylde deres forpligtelser under Aftalen og ikke i øvrigt til egen eller tredjeparts gavn.

9.4. Fortrolige Oplysninger omfatter ikke oplysninger, der: i) er tilgængelige for offentligheden, medmindre denne tilgængelighed er en direkte eller indirekte følge af den Modtagende Parts, eller dennes ansattes, videregivelse af oplysningerne i strid med deres fortrolighedsforpligtelse; eller ii) stilles til rådighed for eller kommer den Modtagende Part i hænde uden at dette strider mod brugs- og/eller videregivelsesbegrænsninger.

9.5. Denne klausul vedbliver at være i kraft i en periode på fem år efter Aftalens ophør, uanset årsagen til ophøret.

9.6. En part er ikke berettiget til at omtale nærværende samarbejde uden samtykke, dog er Licenstager forpligtet til at angive Licensgiver som databehandler jævnfør reglerne om oplysningspligt.

10. Ændringer af vilkår

10.1. Med forbehold for punkt 3.4 kan nærværende Aftale af Licensgiver ændres med fjorten (14) dages skriftlig varsel til Licenstager. Såfremt at Licenstager ikke kan acceptere de varslede ændringer, er Licenstager berettiget til at opsige Aftalen med virkning fra varslets udløb ved forudgående skriftlig varsel til Licensgiver.

11. Overdragelse

11.1. Licenstager kan ikke uden skriftlig samtykke fra Licensgiver overdrage sine rettigheder eller forpligtelser i henhold til Aftalen.

11.2. Licensgiver er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til Aftalen til tredjemand.

12. Lovvalg og værneting

12.1. Denne aftale og enhver tvist, der måtte opstå mellem Licensgiver og Licenstager, er underlagt dansk ret og skal afgøres ved Retten i Aarhus som første instans.

da_DKDanish

Tak for din interesse

Tak – du er nu tilmeldt.
Hold øje med din indbakke.

Tak for din interesse

Tak – du er nu tilmeldt.
Hold øje med din indbakke.

Tak for din interesse

Tak – du er nu tilmeldt.
Hold øje med din indbakke.

Tak for din interesse

Tak – du er nu tilmeldt.
Hold øje med din indbakke.

Tak for din interesse

Tak – du er nu tilmeldt.
Hold øje med din indbakke.

Tak for din interesse

Tak – du er nu tilmeldt.
Hold øje med din indbakke.